Jesper Tang Nielsen

Mit forskningscentrum er
Johannesevangeliet, som jeg undersøger gennem inddragelse af nyere semiotiske,
narrative, kognitions- og metaforteoretiske metoder.
Min
ph.d.-afhandling omhandlede forståelsen af Jesu død i Johannesevangeliet belyst
gennem greimasiansk semiotik. Som en udløber heraf fortsætter jeg undersøgelsen
af forskellige mulige tolkninger af Jesu død gennem en analyse af
offer-institutionen i de kultiske gammeltestamentlige skrifter og videreførelsen
af denne forestillingsverden i den antik jødiske martyrologi. Til fremstillingen
af offerforestillingerne anvendes såvel semiotiske som narratologiske sondringer
og begrebsdannelser.
Mit nuværende
primære forskningsprojekt er koncentreret om Johannesevangeliets kristologi. I
den forbindelse er jeg særligt interesseret i brugen af metaforer og billeder,
som i evangeliet kombineres på nye måder og derved etablerer innovative
betydningsprocesser. Til dette formål anvendes den kognitionsteoretiske
metaforforskning, som går under navnet ’blending’-teori. Teorien udmærker sig
netop ved en modellisering af de komplekse kognitive processer, som resulterer i
opkomsten af ny betydning.
Desuden arbejder
jeg med mulige sammenhænge mellem Aristoteles’ tænkning, i særlig grad
poetikken, og Johannesevangeliet. Det viser sig, at Johannesevangeliets
narrative struktur i høj grad kan beskrives ved hjælp af aristoteliske
distinktioner, samt at centrale johannæiske begreber har paralleller i den
aristoteliske forståelse af tragedien.
Udover Johannesevangeliet har jeg
interesse i den antikke og tidlige rabbinske jødedoms skriftbrug og
skriftforståelse og dens sammenhæng med postmoderne teoridannelser.
Endelig har jeg en interesse i moderne, populære kristendomsfortolkninger på film og TV.