Gammeltestamentler, ph.d.-stipendiat på Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet
Jeg blev teologisk kandidat i april 2007.
Jeg er særligt interesseret i religionshistorie og arkæologi i tilknytning til Det Gamle Testamente.
I mit speciale arbejdede jeg med nyere ritualteori og ’loven om nasiræerne’ i 4. Mosebog 6,1-21.
Mit ph.d.-projekt er en undersøgelse af votivobjekter (arkæologisk) og votivpraksis (religionshistorisk) i Palæstina, primært fra Jernalderen. Se en mere detaljeret beskrivelse nedenfor.
Jeg er også interesseret i Nærorienten i oldtiden generelt, og jeg er helt vild med at læse døde semitiske sprog – her i foråret skal jeg arbejde med fønikisk, og det glæder jeg mig til.
Jeg har været på udgravning i Israel i sommeren 2007 og skal forhåbentlig af sted igen her i 2008.
Ph.d.-projekt:
I mit projekt, Votivobjekter fra Palæstina, vil jeg undersøge votivobjekter i det nuværende Israel/Palæstina fra jernalderen, persisk og hellenistisk tid, rundt regnet 1. årtusind før vor tidsregning.
Et votivobjekt er en gave givet til en guddom. Det kan være en smuk skål eller vase, en statue, en inskription med mere. Når man gav et votivobjekt til guddommen blev det stillet op i templet. Nogle votivobjekter forestiller den guddom de er givet til, medens andre forestiller giveren eller selve offeret, eksempelvis en afbildning af giveren, der bringer et offer. I de to sidstnævnte tilfælde er det nærliggende at se votivobjektet både som en gave og som en erindring til guddommen om en trofast tilbeder. Votivobjektet kommer til at fungere som en stedfortræder for den, der gav det, og som en evig påmindelse om den gave, der er blevet givet.
Forhåbentlig vil et mere detaljeret kendskab til votivobjekterne give os et bedre billede af votivpraksis i Palæstina. Votivpraksis er hele den religiøse adfærd, der knytter sig til at give votivobjekter. Votivpraksis er interessant, fordi det ofte er noget der finder sted på individets initiativ. Et indblik i votivpraksis er således også et indblik i individuel religion eller det man kan kalde personlig fromhed.
I den gammeltestamentlige tekst, som rent historisk er vokset ud af det religiøse liv i Palæstina, formodentlig i den sidste halvdel af 1. årtusind før vor tidsregning, er der beskrevet eksempler på votivpraksis, eksempelvis 1. Mosebog 28,20-22, hvor Jakob aflægger et løfte om at bygge et helligsted til gengæld for en sikker hjemrejse, eller Dommerbogen 11,30-31, hvor Jefta lover at ofre sin egen datter til gengæld for at få krigslykke. Du kan læse mere om løfter i det Gamle Testamente i min artikel i Bibliana 2007:1.
Det vil være et interessant aspekt af projektet at sammenholde det indtryk af votivpraksis, der danner sig på baggrund af det arkæologiske materiale, med votivpraksis i Det Gamle Testamente.