Biblianas
Elektroniske Nyhedsbrev
(BEN) nr. 16
Boganmeldelse: Efraim Syrerens Liv. Oversættelse med
indledning ved Mette Behrndtz, Maria Munkholt, Robert B. Hansen, Sigrid K. Kjær
og Dan E. Sørensen
Anmeldt af Finn Damgaard
Boganmeldelse: Tre jødiske legender. Indledning og oversættelse ved Karin Friis Plum,
Jørgen Ledet Christiansen og Benedikt Otzen
Anmeldt af
Anne Katrine Gudme
Boganmeldelse: Malene Woltmann: Babelstårnet – utopien og
arkitekturen. Fra Babylon til World Trade Center.
Anmeldt af
Henriette Houth
af
Efraim Syrerens Liv
Oversættelse med indledning ved
Forlaget Anis
København 2010
150 sider
198,- kr.
Af Finn Damgaard
I løbet af de sidste 6 år er der
udkommet en bog omtrent en gang om året i skriftserien Antikken og
Kristendommen under redaktion af Anders-Christian Jacobsen, Nils Arne
Pedersen og Anders Klostergaard Petersen ved det Teologiske Fakultet i Århus.
Serien indbefatter både oversættelser af antikke og senantikke skrifter med
relevans for den tidlige kristendom samt antologier og monografier om samme
emne. Det er en anbefalelsesværdig serie, hvis formål er at formidle forskning
om denne formative og brydningsfulde periode af kristendommens historie til et
bredt alment interesseret publikum.
Efraim Syrerens Liv er syvende bind i skriftserien.
Bindet er en introduktion til den syriske poet og teolog Efraim, der levede fra
begyndelse af 300-tallet til 373 i udkanten af det romerske riges østlige
grænse i byerne Nisibis og Edessa. Efraim er bedst kendt for sin omfattende
produktion af poetiske hymner, der bl.a. omfatter gendigtninger af bibelske
motiver og fortællinger, ”battle”-hymner mod forskellige af datidens kættere –
hvoraf nogle også selv gjorde brug af den effektive hymnegenre – samt hymner,
der undersøger forskellige aspekter af det guddommelige gennem brugen af
symboler og paradokser. Derudover skrev Efraim også en række prosaværker bl.a.
en kommentar til den populære syriske evangeliesammenskrivning, Diatessaron,
samt kommentarer til 1. og 2. Mosebog.
Efraims hymner og skrifter gjorde ham
hurtigt vidt berømt, og der opstod en mangfoldig pseudo-efraimitisk tradition
ikke mindst på græsk, hvor mange hymner blev skrevet i Efraims navn. Ligesom
ved en række andre af datidens store teologer og asketer opstod der også efter
Efraims død en hagiografisk tradition præget af en lang række legender, og det
er netop et af disse hagiografiske skrifter, som vi finder oversat i Efraim
Syrerens Liv. Der er tale om en lang beretning på syrisk, som ikke
tidligere har været oversat. Levnedsbeskrivelsen, som forfatterne har valgt at
kalde fortællingen, er bevaret i et enkelt håndskrift fra det 13. århundrede,
der blev udgivet i 1892 af Paul Bedjan. Fortællingen er imidlertid
sandsynligvis langt ældre og digter bl.a. videre på en række legender om
Efraim, som allerede var kendt og brugt af græske kirkehistorikere i det 5.
århundrede (Palladius, Theodoret og Sozomen). Til glæde for de syriskkyndige er
den syriske tekst placeret parallelt med oversættelsen. Dem hører denne
anmelder imidlertid ikke til. Jeg kan derfor desværre ikke kommentere
oversættelsens kvaliteter.
Ud over oversættelsen af levnedsbeskrivelsen
om Efraim og en kort introduktion til de syriske manuskripter er bogen også
forsynet med en indledning om de geografiske, politiske og religiøse forhold,
der gjorde sig gældende på Efraims tid samt en introduktion til hans teologi. I
forordet slår forfatterne fast, at de med denne indledning håber, at den
almindeligt interesserede læser uden særlige forudsætninger dermed også kan få
udbytte af bogen. Dette håb mener jeg imidlertid ikke helt bliver indfriet.
Indledningen er informativ og velskrevet og er en god introduktion til Efraims
tid og tænkning. Men hvis formålet med bogen er at introducere Efraims egen
teologi og de religiøse og politiske forhold, som Efraim virkede under, er
spørgsmålet om det ikke havde været mere relevant at vælge at oversætte
nogle af Efraims egne centrale værker frem for senere tendentiøse
hagiografiske traditioner om Efraim.
Formålet med bogen er imidlertid et
helt andet, sådan som forfatterne anfører det et andet sted i forordet. Her
skriver de, at de ”har fundet det relevant at gøre teksten [levnedsbeskrivelsen
af Efraim] tilgængelig, da den indeholder traditioner, der har været med til at
præge kirkens opfattelse af Efraim, og op til vor tid videreformidle billedet
af ham” (s. 7). Med dette formål in mente skal introduktionen til Efraims tid
og tænkning altså snarere tjene til at korrigere det tendentiøse billede af
Efraim, som levnedsbeskrivelsen har været med til at udbrede. Det er uden tvivl
rigtigt, at de mange legendariske fortællinger om Efraim har haft en lang virkningshistorie,
men hvis det er denne virkningshistorie, der er bogens anliggende, ville det
have været interessant om også indledningen havde behandlet dette aspekt.
I betragtning af at oversættelsen som
nævnt er trykt i serien Antikken & Kristendommen, der behandler
aspekter af kristendommen i dens antikke og senantikke kontekst, kunne
man spørge, om ikke fokus med fordel kunne være lagt et helt tredje sted. I en
senantik kontekst er de hagiografiske traditioner om Efraim først og fremmest
interessante, fordi de giver et indblik dels i senantikkens ideologiske
dagsordener og dels er interessante eksempler på en række genremæssige
konventioner. Den hagiografiske ekspansion omkring Efraim illustrerer en typisk
senantik tendens, hvor det autoritative eftermæle skal bruges til at legitimere
en hel række senere kirkepolitiske forhold. Når forfatteren til
levnedsbeskrivelsen eksempelvis hævder, at Efraim opholdt sig 8 år i Egypten og
senere besøgte Basilios af Kæserea, er det formentlig et udtryk for et senere
syrisk-monastisk ønske om at tage Efraim til indtægt for den monastiske
bevægelse i Syrien.
Indledningen berører ganske kort (én
side) emnet ”fiktion og fakta om Efraim”, men den oversatte levnedsbeskrivelse
om Efraim bliver aldrig rigtig sat ind i en større kontekst. Indledningen
diskuterer på intet tidspunkt hvad ”en levnedsbeskrivelse” er for en størrelse
(biografi?, hagiografi?), og jeg savner en egentlig kommentar til
levnedsbeskrivelsen med bud på, hvad alle disse fromme røverhistorier om Efraim
gjorde godt for. Hvad skulle de legitimere? Og hvem kunne man forestille sig
har opfundet dem? En sådan diskussion af hvilke ideologiske interesser, der er
på spil i denne specifikke syriske levnedsbeskrivelse, ville også have
ekspliciteret - om man vil - hvad det er for nogle tendentiøse billeder
af Efraim, som kirken (den syrisk-ortodokse?, den katolske?) har holdt fast i
og videreformidlet helt frem til vores egen tid og måske også hvorfor
kirken har gjort det.
Udover oversættelsen af
levnedsbeskrivelsen om Efraim rummer bogen også to korte oversættelser af
henholdsvis et uddrag fra Edessas Krønike om Edessas oversvømmelse og en hymne
af Efraim, der omhandler Nisibis’ biskop, mar Jakob, samt hans to efterfølgere,
Babu og Votogeses. Begge oversættelser figurerer som appendikser sidst i bogen.
Jeg har ikke kunne blive klog på, hvad formålet med disse appendikser er. Det
fremgår heller ikke af bogen selv, hvorfor forfatterne har valgt at tilføje
dem.
Endelig er der tilføjet en kort
bibliografi, som med fordel kunne have været udvidet lidt. I betragtning af at
bogen eksplicit henvender sig til de alment interesserede læsere, undrer jeg
mig over, at man ikke har valgt at referere til nyere danske eller nordiske
oversættelser af Efraims egne værker som eksempelvis Bo Holmbergs oversættelse
af et uddrag fra Efraims kommentar til 1. Mosebog i Bibel och predigan,
Svenskt Patristiskt Bibliotek 4, redigeret af Sten Hidal (2003) og Johannes
Glenthøjs oversættelse af Efraims behandling af Isaks ofring i Alle vort
livs mysterier, Oldkirkelige prædikener i oversættelse, redigeret af Anne
Marie Aagaard (1992).
Denne kritik skal dog ikke afholde
potentielle læsere fra at give sig i kast med denne fascinerende fortælling om
Efraims liv og levned. Det er i høj grad prisværdigt, at den nu er gjort
tilgængelig for alle os, der ikke mestrer syrisk.
Tre jødiske legender
Josef og Asenat – Jobs Testamente – Abrahams
Testamente
Indledning og oversættelse ved Karin Friis Plum,
Jørgen Ledet Christiansen og Benedikt Otzen
Paperback, 192 sider, kr. 189, Forlaget Anis
Af Anne Katrine Gudme
Kan De genkende skuffelsen, når man
har læst en god bog til ende, over at historien er forbi? – Bare der dog var en
toer. Denne oplevelse var ikke fremmed
for antikkens læsere af Gammel Testamente; i den periode vi kalder den
’intertestamentare’, altså tiden fra de gammeltestamentlige teksters
affattelsestidspunkt og til fremkomsten af Ny Testamente, var der en flittig
produktion af forskellige former for gendigtninger, videredigtninger (’toere’)
og udlægninger af de gammeltestamentlige tekster. (se evt. Bibliana 2009:1 om
bibelske genskrivninger)
Forfatterne til disse tekster skrev
sig ind i det gammeltestamentlige litterære univers. Deres hovedpersoner og
historiens udgangspunkt er for det meste kendt fra Gammel Testamente, men der
bygges videre på historien; detaljer uddybes og huller fyldes ud.
De såkaldte Pseudepigrafer (”dem med
falsk overskrift”) hører til denne gruppe af tekster. De stammer rundt regnet
fra århundrederne før og efter år nul og de er en forskelligartet gruppe af
legender, belæring, poesi og apokalyptik. Størstedelen af pseudepigraferne er
oprindeligt forfattet på græsk eller aramæisk i jødiske miljøer i det østlige
Middelhavsområde, men de er ofte kun bevaret i oversat form på eksempelvis
græsk, latin, syrisk, ætiopisk m.m.
Kategorien ”pseudepigrafer” er lidt
løs i kanten. Nogle samlinger af pseudepigrafer indeholder i omegnen af tyve
tekster, hvor andre indeholder halvtreds.
Fra 1953 – 1976 udkom De
Gammeltestamentlige Pseudepigrafer, en dansk oversættelse med indledning og
noter af i alt 17 pseudepigrafe skrifter.
Med udgivelsen af Tre jødiske legender er yderligere tre
pseudepigrafe skrifter udkommet i dansk oversættelse. Det er Josef og Asenat
oversat og kommenteret af Karin Friis Plum, Jobs Testamente, oversat og
kommenteret af Jørgen Ledet Christiansen, og Abrahams Testamente,
oversat og kommenteret af Benedikt Otzen. De to sidstnævnte oversættelser er
forsynet med tekstkritiske noter, men grundet kildetekstens karakter har
sådanne ikke kunnet udarbejdes til Josef og Asenat.
Josef og Asenat er fortællingen om, hvordan Josef
fik den egyptiske pige Asenat til hustru. Historien bygger på meget sparsomme
oplysninger om deres forening i 1 Mos 41,45, hvor Farao giver Josef navnet
Safenat-Panea og giver ham Asenat, datter af præsten i On Potifera, til hustru,
og 1 Mos 41,50-52 og 46,20, hvor vi hører om parrets sønner, Manasse og Efraim.
Historien om de to indledes med
Josef, der i kraft af sit hverv som kornforvalter, rejser Ægypten rundt for at
samle korn i de syv fede år, før hungersnøden. I den forbindelse møder han
præsten Pentefres billedskønne datter Asenat, som er ombejlet af blandt andre
selveste Faraos søn, men som kysk afviser alle friere og opholder sig i et
tårn, hvor hun tilbeder de ægyptiske guder.
Kærlighedshistorien mellem de to
forbilledlige unge mennesker handler først og fremmest om Asenats omvendelse
til jødedommen. Et forløb, der blandt andet rummer et møde med det engleagtige
”Menneske”, der i Josefs skikkelse stiger ned fra himlen og ind i tårnværelset
til Asenat, hvor det giver hende et nyt navn og himmelsk honning at spise.
Den poetiske og smukke
omvendelsesberetning efterfølges af Josef og Asenats bryllup.
Efter brylluppet og fødslen af
parrets to sønner følger en dramatisk beretning om Josefs brødre, Dan og Gad,
der opildnet af Faraos søn, den forsmåede bejler, forsøger at bortføre Asenat.
Jobs Testamente følger fortællestrukturen i Jobs
bog i Gammel Testamente, men fortællingen er udvidet på adskillige områder. I
første kapitel er Job blevet en gammel mand. Han ligger for døden og tilkalder
sine syv sønner og tre døtre for at fortælle dem sin historie.
Jobs oprindelige navn er Jobab (jf.
tilføjelserne til Jobs Bog i Septuaginta og Aristeas, refereret af Euseb
i Præparatorio Evangelica IX.25.3). Han bor ved siden af et afgudstempel
og en engel fortæller ham, at det er Djævelen, der tilbedes i templet. Hvis Job
renser templet, siger Englen, vil han rammes af alverdens ulykker, men hvis han
står sine lidelser igennem, vil hans belønning være stor. Job tager imod
udfordringen og jævner templet med jorden. Herefter følger Jobs lange strid med
Djævelen, hvor Job rammes af den ene ulykke efter den anden. Det ender med at
Djævelen giver fortabt og forlader Job.
Medens lidelserne endnu står på
opsøges Job af sine fire venner, Elihu, Elifaz, Baldad og Sofar, og de bliver
uenige om, hvad den rette holdning til Jobs hårde skæbne bør være. Gud
irettesætter vennerne og de forsones igen.
Efter beretningen om vennernes besøg
vender fortællingen tilbage til den aldrende Jobs dødsleje, hvor Job er ved at
fordele al sin ejendom mellem sine børn. Hele formuen går til de syv sønner og
Jobs tre døtre giver udtryk for deres skuffelse, men Job giver dem en arv, der
er endnu bedre, nemlig tre bånd fra himlen, som døtrene, Hemera, Kasia og
Amaltheia-Keras, binder om livet. De himmelske bånd giver søstrene et ”andet
hjerte” og de modtager alle tre himmelske syner.
I de sidste fire kapitler overtager
Jobs bror, Nereus, fortællerrollen. Han fortæller om Jobs død og begravelse,
hvor de tre døtre går forrest og synger hymner med båndene om livet, og om
folkets store sorg over Jobs død.
Abrahams Testamente handler om patriarken Abrahams død: Abraham er blevet 999 år gammel og
bor i Mamre sammen med sin hustru Sarah og deres søn Isak. Gud sender
ærkeenglen Mikael af sted for at fortælle Abraham, at hans skal dø og for at
tage ham med sig. Abraham genkender ikke Mikael, men tager gæstfrit imod den
fremmede. Sarah, derimod, genkender Mikael som en af de tre mænd, der i sin tid
besøgte dem.
Mikael kan ikke få sig selv til at
overbringe det triste budskab, så han lader Isak se Abrahams død i en drøm, som
englen så skal udlægge. Da Abraham endelig får nyheden at høre, nægter han at
følge med Mikael. Mikael stiger op til himlen, for at spørge Gud til råds om,
hvad han nu skal gøre, og Gud sender ham tilbage med et budskab til Abraham,
der understreger Abrahams lange og velsignede liv og at tiden for Abrahams død
nu er kommet.
Abraham indvilliger, men først ønsker
Abraham at se ”hele den beboede verden”, som Gud har ”frembragt ved et eneste
ord”. Mikael tager Abraham med sig i en kerubvogn og sammen flyver de op over
hele den beboede verden og ser ned på den. Derefter flyver de mod øst og
betragter to porte, en bred, som fører til fortabelse og straf, og en smal, som
fører til Paradiset. Adam, det første menneske, sidder på en forgyldt trone og
betragter portene og glæder sig, når nogen træder ind gennem den smalle port og
sørger, når nogen træder gennem den brede port.
Da de vender tilbage til Abrahams
hus, beder Mikael endnu engang Abraham om at følge med, men Abraham nægter.
Derfor tilkaldes Døden, som på Guds befaling indfinder sig i Mamre i en smuk og
behagelig skikkelse. Abraham vægrer sig stadig ved at følge med. Han beder
Døden om at vise sig for ham i al sin vildskab og hæslighed. Døden efterkommer
tøvende anmodningen og viser sig i sin hæslige skikkelse. Syv slaver og syv
slavinder falder døde om bare ved synet af ham. Abraham beder Døden ændre
skikkelse igen, men han er stadig uvillig til at følge med.
Til sidst må Døden ty til list for at
få Abraham til at følge med sig, så under påskud af at ville hjælpe patriarken
griber han fat i hans hånd og tager hans sjæl. Abraham dør og begraves og hans
sjæl bæres til Paradiset af ærkeenglen Mikael og en skare af engle.
Foruden oversættelserne af de tre
pseudepigrafiske skrifter indeholder Tre
jødiske legender, som nævnt, indledninger til hvert skrift. Her gives et
overblik over skriftets historie, dets samtid og litterære kontekst, samt en
diskussion af udvalgte temaer i teksten. Særligt Karin Friis Plums behandling
af forskningshistorien er fremragende.
Kort sagt kunne vi godt bruge flere
udgivelser som Tre jødiske legender;
Vellykkede og velskrevne oversættelser af disse herlige tekster, som ellers
ville være utilgængelige og måske endda ukendte for de fleste. Læs den!
Malene Woltmann
Babelstårnet
utopien og arkitekturen
Fra Babylon til World Trade Center
174 sider, rigt og glimrende illustreret i s/h
Forlaget Alfa, 2009
Anmeldt
af Henriette Houth
”Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.” Sådan siger menneskene til hinanden i 1. Mosebog. På jorden findes endnu kun ét tungemål, menneskene taler samme sprog, og tårnet de går i gang med at bygge, er naturligvis Babelstårnet.
Malene Woltmann indleder meget passende sin bog, ”Babelstårnet – utopien og arkitekturen”, med at citere Babelsmyten, som man kan finde den i Gamle Testamentes 1. Mosebog. Her beskrives, hvordan Gud, da han ser, at intet vil være umuligt for menneskene som ét folk, der taler samme sprog, stiger ned på jorden og forvirrer deres sprog, så de ikke længere forstår hinanden, og spreder dem ud over hele jorden, så de må holde op med at bygge byen og tårnet. En meget passende indledning, ikke bare som genopfriskning for læsere, der ikke måtte have den bibelske beretning helt præsent, men fordi myten på sin egen koncentrerede facon faktisk anslår nogle af de bærende temaer og perspektiver i Woltmanns bog: by og tårn, samling og spredning, menneskets muligheder og begrænsninger, vertikalitet og horisontalitet, øst og vest, opbygning og nedbrydning, enhed og mangfoldighed – for blot at nævne nogle af de arketypiske modsætningspar, som er indeholdt i Babelsmyten. Det er sådanne store, for ikke at sige næsten altomfattende temaer, der danner rammen om bogens blik på arkitektur og utopi. Som Woltmann anfører, har Babelstårn og -myte berøringspunkter i de fleste humanistiske felter – ikke bare teologi, men også filosofi, antropologi, sprogvidenskab, sociologi, spørgsmål om individ, samfund og identitet osv. – og dermed et kæmpe fortolkningspotentiale. Babelstemaet har da også vedvarende op gennem historien formået at tiltrække sig opmærksomhed og kaste betydning af sig, i kunst, film, arkitektur, begrebsdannelse m.v.
Det er yderst sympatisk, at Malene Woltmann, der iflg. flapteksten er mag. art. i kunsthistorie og ekstern lektor ved Københavns Universitet, har kastet sig over emnet – som den i arkitekturteoretisk sammenhæng første på dansk, så vidt min research. Det tjener på mange måder også bogen til ære, at den netop forsøger at fastholde babelstemaet i al dets kompleksitet – som en ”syntesekedel”, med Woltmanns egen betegnelse – frem for at vælge en mere snæver fagspecifik og dermed sikkert mere håndterlig vinkel. Men det er samtidig en del af den kun 174 sider lange eller korte bogs problem. Mere om det om lidt.
Bogen er opbygget af mange korte afsnit – overraskende mange og utrolig korte, slog det mig, da jeg kiggede ned over indholdsfortegnelsen – grupperet i blokke med hver sin kapiteloverskrift.
Der er først en glimrende redegørelse for babelsmytens bibelsk-historiske baggrund. Dernæst et afsnit om Babelstårnets fortolkningshistorie illustreret ved bl.a. Bruegels babelsbilleder fra 1500-tallet. Det efterfølgende afsnit handler om utopier, og der skelnes her mellem babelsprojekter, karakteriseret som forsøg på at overvinde eller se bort fra virkelighedens modsætninger ved opbygge enhedssystemer, som alt kan indpasses i, over for babelsutopier, hvor virkelighedens forskelle accepteres, men samtidig søges inkluderet i en ny form for enhed, der herved bliver en kritik af det bestående med forbedringer i fremtiden for øje. Flere steder senere i bogen vender Woltmann tilbage til utopien og inddrager bl.a. Ole Thyssens begreb om den dialektiske eller integrerede utopi. Også det bibelsk-historiske materiale, herunder striden mellem Jerusalem og Babylon, israelitter og babylonere – grundlæggende, mener Woltmann, en strid mellem øst og vest – tages op flere steder undervejs og får lov at danne baggrund for bogens noget spekulative finale. Ind imellem tematiseres så en række konkrete tårne – Turning Torso, skyskrabere, Det Skæve Tårn i Pisa, tårnet på Vor Frelser Kirke, Eiffeltårnet m.fl. – samt forskellige arkitekters babelsprojekter hhv. babelsutopier. Sidste del af bogen er koncentreret om babelstårne, babelsmyte og babelsutopi i kunst og arkitektur i dag; som en del heraf er der bl.a. en lidt længere diskussion af verdensvidundere, symbolsk arkitektur og de senere års ikonbyggerier.
Bortset fra en overordnet tidsmæssig kronologi i indholdet af bogens i alt 19 kapitler og 40 underafsnit, står det ikke denne læser helt klart, hvorfor de behandlede emner og eksempler falder i netop den rækkefølge, de gør. Med sit kalejdoskopiske blik kan bogen virke en smule forvirrende og stiller store krav til læserens opmærksomhed og evne til at holde de mange, nærmest kun lige strejfede spørgsmål i hovedet. Bedre bliver det ikke af, at sproget og/eller disponeringen af stoffet nogle steder er unødvendig uklart. Det gælder f.eks. i afsnittet om Rem Koolhaas (side 99-103), hvor man skal være mere end almindelig godt inde i denne arkitekts værk for at kunne gætte, hvad det i grunden er for et projekt, der tales om – eller projekter, muligvis tales der om flere, det forbliver også lidt uklart. Eller når der uden videre forklaring refereres til Bauhaus’ fremtidskatedral (side 55) – også her skal man være temmelig godt inde i Bauhaus’ idégrundlag og kende Lyonel Feiningers forsideillustration til det første Bauhausmanifest fra 1919 for rigtig at forstå, hvad denne betegnelse dækker over. Måske er det forlaget, der for at tiltrække også ikkeakademiske læsere har bestemt, at bogen skal være uden fodnoter. Men alternativet i form af total dunkelhed er nu ikke så lidt værre. Denne læser tørstede i hvert fald adskillige steder efter en uddybende fodnote – eller endnu bedre: en udbygning af brødteksten.
Jeg har den største respekt og sympati for Malene Woltmanns ambition og projekt, og der er meget godt at sige om bogen, der vitterlig rummer mange interessante perspektiver. Desværre bliver det hovedsagelig til en række punktnedslag. Min væsentligste anke mod bogen er derfor i en vis forstand en positiv indvending, nemlig at der ikke er mere af den. Mange af afsnittene kunne med fordel udbygges og uddybes og arkitektureksempler kunne behandles mere indgående. Som det er nu, forbliver bogen selv lidt – et babelstårn.