Årsberetning for foreningen Bibliana – 2007
Bibliana på pletten
Med årets to numre var Bibliana på pletten med aktuel formidling af høj kvalitet. 2007:1 er et temanummer om Judasevangeliet, som var blevet offentliggjort bare ét år tidligere, i påsken 2006, under stor mediebevågenhed af The National Geographic Society. I temanummeret har to danske eksperter i koptisk, Tilde Bak og Katrine Brix, oversat Judasevangeliet til dansk. Denne oversættelse gør sammen med de introducerende artikler dette nummer af Bibliana til et standardværk blandt bibelvidenskabens grundbøger og tekstsamlinger på dansk.
2007:2 er et temanummer om den nyeste oversættelse af Det Nye Testamente, Bibelselskabets Den Nye Aftale – Det Nye Testamente på nudansk, som udkom den 16. november 2007. Her bringes dokumentation for værkets tilblivelse, idet Bibliana har ladet en række medarbejdere fra oversættelsesprojektet komme til orde og redegøre for principperne for oversættelsen, fortælle om deres erfaringer, om begejstringen og kompromiserne – alt sammen med eksempler fra oversættelsesværkstedet.
Bibliana på nettet
Bibliana er først og fremmest et tidsskrift, som udkommer to gange om året. Men fra og med 2007 kan læserne også møde Bibliana i form af en hjemmeside, www.bibliana.net. Biblianas Elektroniske Nyhedsbrev, som udkommer siden 2006, er en integreret del af hjemmesiden. Her vil vi især bringe anmeldelser, men også artikler og andre nyheder.
Bibliana på nyt forlag
Året har internt i redaktionen været præget af forhandlinger med Det Danske Bibelselskab. I december måned underskrev repræsentanter for Biblianas redaktion kontrakt med Bibelselskabets Forlag. Fra og med 2009 vil Bibliana udkomme på Bibelselskabets Forlag. Redaktionen har været glad for samarbejdet med Anis, og Bibliana har udviklet sig godt i den tid, det er udkommet på Anis, hvilket også er forlagets fortjeneste. Men redaktionen er overbevist om, at mulighederne for fortsat at udvikle bladet og markedsføre det er bedre på det nye forlag. Den redaktionelle linie forbliver uændret.
Bibliana udkom fra 1999 til 2001 på Museum Tusculanums Forlag, fra 2001-2008 på Forlaget Anis og udkommer altså fra 2009 på Bibelselskabets Forlag.
Bibliana med nyt blod
I 2006 forlod Søren Holst redaktionen efter en forrygende indsats som formidler og ansvarshavende redaktør. I 2007 har Lars K. Bruun besluttet sig for at koncentrere sig mere om andre opgaver og har derfor også sagt farvel. Lars’ sidste store indsats gjaldt temanummeret om Judasevangeliet, som han redigerede alene. Både Søren og Lars har været med i Biblianas redaktion siden bladet udkom første gang i 1999, og vi siger tak for mange års godt samarbejde. Selv om Søren og Lars nu ikke længere er aktive medlemmer af redaktionen, vil man fortsat kunne finde bidrag fra dem i Bibliana.
Sidst på året har vi haft den glæde at byde hele tre nye medlemmer velkomme i redaktionen. Det er Leise Christensen, gammeltestamentler og ph.d. fra Aarhus Universitet, Anne Katrine de Hemmer Gudme, gammeltestamentler, guldmedaljemodtager og ph.d.-stipendiat på Københavns Universitet, og Finn Damgaard, nytestamentler og ph.d.-stipendiat på Københavns Universitet.
Den 14. januar, 2008
Allan Rosengren, formand